image
Sidste nyt

Se nye billeder fra turninger 


Nyhedsbrev november 2011 er klar


Så er kalender for sæson 2011/12 klar 


Se billeder fra Late Night   
Zumba

Kom i form på en sjov måde, vi starter nye Zumba hold.

Hold med level1 for alle, og level2 for øvede. 

Se vores program

Klippekort 10 gange til Kr. 450,-
Klippekort 20 gange til Kr. 800,- 
Klippekort 30 gange til Kr. 1.100,- 

Se her hvad du kan opleve med Zumba

blank

November 2009

  • NFS-nyt november 2009

Så er vi her med 7. udgave af NFS-nyt

 

NFS-nyt – nu pr. mail:

Hvis du har skrevet din mail-adresse på indmeldelsessedlen, så skulle du gerne modtage dette NFS-nyt pr. mail; det første af slagsen via dette medie J. NFS-nyt udkommer hver anden måned og du er meget velkommen til at komme med indlæg, som kan være til glæde og gavn for dine dansekammerater.

Nyhedsbrevet bliver sendt ud holdvis, så de af jer, der danser på flere hold, vil således også modtage nyhedsbrevet flere gange. Vi beklager de gener det medfører, men det er den letteste måde at administrere det på.

Skulle du – mod forventning – ikke have modtaget dette nyhedsbrev, så skyldes det formentlig én af nedenstående årsager:

  • NFS har ikke din mail-adresse
  • NFS har en forkert mail-adresse registeret

I begge tilfælde kan dette ændres ved, at du sender en mail til: ac@nfsdans.dk, så vil du straks blive sat på maillisten.

God fornøjelse med læsningen!

 

Formandens klumme :

Afvikling af 1. ranglisteturnering i alternativ dans i DS regi var meget spændende. Det var klubbens første afholdelse af en sådan turnering, hvor mange var mon klar efter sæsonstart ?


Turneringen den 7. november blev afviklet i Nykøbing Falster Hallen under gode rammer. Plads og cafeteriafaciliteter, som der kræves ved sådan en turnering. Vi havde lavet forskellige spændende aftaler til fornuftige priser (f.eks. servering af morgenmad i hallen til vore gæster fra vest, mulighed for overnatning på Nørre skole eller på hotel osv.), men der blev ikke tilmeldt så mange, at der var behov for dette.

Vi kunne slutte turneringen tidligt nok til, at folk kom hjem i rimelig tid.

Dagen forløb stille og roligt med et effektivt team fra DSØ, dommere fra vest, og NFS´ næstformand Lisbeth Bonde som god speaker.

Til stor ærgrelse for vore dansere, var træner Katrine Bonde syg, men hun fulgte lidt med pr. sms. Opbakningen fra publikum var superb; det var herligt at se og høre, hvordan klapsalverne gav danserne gejsten til at yde alt, hvad de havde i sig.


Der blev danset igennem og NFS´s dansere tog for sig af medaljerne i alle metaller. Stort tillykke til alle!

Resultaterne fra turneringen kan ses på www.sportsdans.dk under bjælken 'Resultater'.



Efter alle turneringer skal turneringslederen afgive en rapport om afviklingen af turneringen. NFS har fået stor ros for afviklingen af turneringen. Ikke kun fra turneringslederen, men også fra vore kolleger i vest og fra beregnerpanelet. Dejligt! Men endnu mere dejlig var det nu at opleve den hjælp NFS modtog fra foreningens medlemmer – både før og efter turneringen. Tusind tak for hjælpen! Den var guld værd!

Der blev afholdt disco-hiphop-weekend den 13.-15. november 2009 i NFS´ lokaler.

Der var tilmeldt 34 børn i alderen 7-15 år. Ja, der var lidt mange, men hold da op, hvor de hyggede sig, og hvor er det dejligt at se, at der er så stor interesse for disse weekends; alle fik forhåbentligt et stort udbytte af dagene?

Fredag startede med indkvartering og en tur i svømmehallen. Katrine var stadig syg, men så er det jo herligt, at vi kan trække på andre af klubbens instruktører. Bestyrelsen vil gerne takke Signe, Emilie og Michael for deltagelse i svømmehallen. Dejligt, at I kunne hjælpe! Der var selvfølgelig mange at holde styr på, men I kom tilbage og fortalte, at alle havde været gode til at passe på hinanden. Skønt!

Sultne børn kom tilbage fra svømmehallen og de spiste med stort velbehag aftensmaden, der bestod af kalkunbryst med bacon, ris og karrysovs samt friske grøntsager.

NU kom Katrine! Hun var blevet rask nok til at komme og undervise. Børnene var bare ellevilde og der blev trænet hele aftenen.

Lørdag startede med morgenløb med Frederikkes mor og morbror; nogen gav den max gas, mens andre snød, hvor det var muligt.

Nattevagten (Malenes mor) havde bagt boller til morgenmad. UHM! Skønt! Så stod den på træning igen: Disco med Katrine og Rock´n´roll / hiphop med Troels (ekstern træner).

Lørdag aften var der fællesspisning med medbragte retter – dejligt – og efter fællesdans med forældrene (der blev danset zumba til den helt store guldmedalje) tog de yngste hjem. Herefter mere træning med de store.

Søndag blev der igen gået til den. Anja – ekstern underviser i moderne jazz – var på med noget helt nyt; dejligt at se, hvordan de fleste tog godt imod de nye input.

Der blev spist og drukket godt (vi måtte mange gange sige: Husk at drikke). Malenes mor bagte igen; denne gang de lækreste Norske Klejner (UMH, de var bare gode).

Det er skønt at se det fællesskab, der er blandt danserne; det betyder rigtig meget for flokken. Alle store tager sig af de små, og alle hygger sig sammen; det er guld værd! Som en forælder sagde til mig om mandagen: ”De har fået en oplevelse for livet! Én de kan leve højt på og aldrig vil glemme.” Det var da store ord, men dejlige for klubben at høre.

Tak til alle deltagere for en fantastisk god opførsel, og tak til forældrene for lån af nogle dejlige, velopdragne børn.

Det var alt for mig i denne omgang!

Bodil Hansen
Formand for NFS

Glemte ting og sager:

Der ligger utroligt meget glemt tøj ude i klubben – ikke mindst fra disco-hiphop-weekenden, men også fra tidligere: Bluser, trøjer, bukser, mange strømper, drikkedunke og ja, rigtig mange andre ting.

Det vil blive lagt frem i uge 48 og 49, så kom ud og kig efter, om der er noget af dit!

Efter uge 49 vil det blive sendt til genbrug!

 

Tilmelding – hvert år; intet sker automatisk:

Når en ny dansesæson starter, skal alle tidligere medlemmer tilmeldes på hold på ny. Det er ikke nemt for os, at finde ud af hvem der går på holdene, og instruktørerne bruger meget tid på dette arbejde. Dvs at det går ud over undervisningen.

Det er lavet indmeldelsessedler, som er udfyldt med de oplysninger vi har på eleven, men disse skal tjekkes og evt. justeres og underskrives ved hver ny sæson.

Vi understreger dette, da der har været en del forviklinger i år, som vi meget gerne vil forsøge at undgå til næste dansesæson.

 

Coaching ved danser René Christensen:

Tiden nærmer sig…


Søndag den 6. december 2009

kommer danser René Christensen – kendt fra TV2´s ”Vild med dans” – til NFS
for at coache klubbens turneringsdansere. Det gælder både dansere i standard
og latin samt dansere i de alternative dansediscipliner.

Har du ikke allerede tilmeldt dig denne fantastiske mulighed, så skynd dig – du kan sikkert godt nå det endnu!  

 

Danseturneringer i efteråret 2009

Dansesæsonen i standard og latin startede søndag den 25. oktober, hvor der var Øresundscup i Standard. Flere gode placeringer blev hevet i hus blandt andet to sølvmedaljer til henholdsvis Thomas og Cecilie samt Mike og Julie – begge par danser i konkurrencerækken. Stort tillykke med det.

Ugen efter – søndag den 1. november – blev der afholdt DM i latin. Også her fik NFS flotte placeringer blandt andet sølv til Philip og Klara (rekrutteringsrækken) samt sølv til Mike og Julie. Også her skal lyde et stort tillykke.

Søndag den 22. november afholdes distriktsmesterskab i både standard og latin, hvor vi endnu engang glæder os til at se NFS´ dygtige dansere på gulvet!

Billeder fra turneringerne kan ses på: www.nfsdans.dk

 

Salg af julekalendere:

Så blev de færdige: Årets julekalendere fra NFS!

De er blevet rigtig flotte; dem kan vi godt være stolte af!

Vi har bestilt 2000 kalendere, og vi håber derfor også,
at rigtig mange af jer vil tage en stak med hjem og sælge til nær og fjern.

Husk at alt overskud går til klubbens ungdomsarbejde!

Bestyrelsen har sat en præmie på højkant til den danser, der kan sælge flest julekalendere. Navnet offentliggøres i næste NFS-nyt.

 

SM 2009:

Julen nærmer sig; det gør årets sjællandmesterskab i DS-regi også.

Lørdag den 12. december 2009


afholdes således sjællandmesterskab i standard, latin, rock´n´roll, cheerleading, disco, hiphop samt show.

NFS er vært for sjællandsmesterskaberne, som afholdes i Eskilstrup Hallen. Invitation kan ses på vore hjemmeside www. nfsdans.dk og på www.sportsdans.dk På denne hjemmeside kommer den endelige tidsplan også til at ligge.


Vi håber, at rigtig mange dansere, forældre og andre vil komme og bakke danserne op – også dem af jer, som ikke selv skal danse. 

 

Pokaler til SM afleveres senest 1 december 2009:

Var du den heldige vinder af en SM-pokal ved sidste sjællandsmesterskab?

Da det er en vandrepokal, bedes du aflevere den på kontoret i NFS´ lokaler senest tirsdag den 1. december.

Måske du er dygtig at vinde den igen i år.

 

Fritræning i klubbens lokaler:

Det koster 200,- kr. pr. halvår at benytte klubbens lokaler til fritræning. Mange benytter sig af tilbuddet og mange har også betalt for fritræningen, men… der også stadig en del, der ikke har. Det skal der laves om på!

Der er ikke rimeligt, at NFS bestyrelse skal være ”politimænd”; sikre, at dem, der fritræner i klubbens lokaler, nu også har betalt for træningen. Det må være en opgave for den enkelte danser! Vi forventer derfor også, at alle dansere, der fritræner, betaler de 200,- kr.

 

Sodavandsdiskotek:

Sæsonens sodavandsdiskotek afholdes - Lørdag den 09. januar 2009

Separat invitation med tidspunkt og tilmeldingsblanket kommer i starten af december,

men sæt allerede nu X i kalenderen, så du ikke booker dig til andet!



Merchandise:

Mangler du en personlig julegave? Så er her måske en god gave-idé!

NFS er klar med forskelligt merchandise. Det være sig:

  • Reflekser med NFS-logo: 10,- kr.
  • Sorte sko-poser med NFS-logo: 50,- kr.
  • Sportstasker med NFS-logo og eget navn: 190,- kr.
  • Væg-ure med NFS-logo: 200,- kr.
  • Klubdragter med NFS-logo og eget navn (børne-str.): 350,- kr.
  • Klubdragter med NFS-logo og eget navn (voksen-str.): 400,- kr.
    (Str. kan prøves i Sportigan-men bestilles og afhentes af klubben).

Desuden arbejdes der på at få lavet nogle bluser med NFS-logo; dette bliver dog først i 2010.

Billede af de forskellige merchandise kan ses på: www.nfsdans.dk under fanebladet 'Shop' - og på klubbens opslagstavler.


Julepynt-konkurrence:

Vi gentager succesen fra sidste år

Igen i år skal vi have pyntet klubbens to juletræer.

I den forbindelse vil vi gerne bede alle dansere – store som små
– lave ét styks julepynt, som kan pryde træet i december måned.

 


Det flotteste, mest originale eller måske mest utraditionelle julepynt vil blive hædret med en juleoverraskelse. Navnet offentliggøres i næste NFS-nyt.


Glögg og æbleskiver sælges op til jul:

Ligesom de foregående år, vil der for alle voksen holdene, i uge 53, være mulighed for at købe glögg og æbleskiver til rimelige priser.

Kom og hyg jer med dine holdkammerater og ønsk alle en rigtig glædelig jul samt et fantastisk nytår.

 

Har du idéer eller indlæg til NFS-nyt eller hjemmesiden?

Kontaktperson på hjemmesiden: Anni Clausen, ac@nfsdans.dk

Kontaktperson på NFS-nyt: Karina Jensen, kj@nfsdans.dk

På bestyrelsens vegne
Karina Jensen

 Gå til top

blank
Støt klubbens sponsorer